Jeg har altid haft den indstilling at jeg skal hjælpe andre og specielt dem der er i nød, men som for så mange andre blev det ved tanken. I forbindelse med leddegigten og at jeg er blevet pensioneret, synes jeg nu at tiden er inde til at tænke på at hjælpe andre.

Sådan kom jeg i gang.

Jeg tog kontakt med Gigtforeningen for at høre om de havde et ulandsprogram. Det havde de tilfældigvis. Godt nok på begynderstadiet, men det gjorde det jo bare ekstra spændende. Efter en lang telefonsamtale, hvor jeg fik afklaret de fleste af mine spørgsmål, så som:

• Kan jeg bruges til noget selvom jeg har leddegigt? Ja, der er mange muligheder.
• Hvilke forudsætninger skal jeg have? Du behøver ikke at have så mange forudsætninger, for de forudsætninger du ikke har, får du lært.
• Jeg kan godt tænke mig at blive sendt ud, er det muligt? Ja det er det. Vi har lige haft en gruppe sendt ud til Nepal. To af de udsendte har begge funktionsnedsættelse og bruger kørestol.
  

Vi besluttede at det vil være en god ide at jeg fik noget baggrundsviden om hvordan man hjælper m.m., så jeg blev tilmeldt et ulandskursus på Egmont Højskolen.

Ulandskursus på Egmont.

Kurset løb af stablen i uge 40 2003. Det var et rigtig godt kursus. Vi hørte en masse foredrag med virkelige interessante foredragsholdere, så som Thyge Christensen, Torben Rugberg, Hans Wulffberg og Amollo Maurice. På kurset fik vi mulighed for at snakke med den globale linie. Det er højskoleelever fra ulande, der er i Danmark for at lære om organisationsopbygning m.m., der var elever fra Ghana, Nepal, Uganda, Syd Afrika. Personlig fik jeg meget ud af at tale med pigerne fra Nepal.

Hjemme igen.

Efter endt kursus, må jeg nok sige at jeg var blevet mere interesseret i at komme til at hjælpe folk. Jeg er begyndt at læse bøger om menneskerettigheder, dansk ulandsbistand, kultur m.m. Jeg har lavt en litteraturliste, så du kan se hvad jeg har læst indtil nu. Jeg vil helt klart tage nogle kurser i f.eks. menneskerettigheder, organisationsopbygning m.m.

Udsendt

Nu har jeg været en del af Gigtforeningens ulandsgruppe siden 2003 og har været sendt til Nepal.

Gigtforeningen arbejder p.t. kun i Nepal. Her hjælper vi med til at opbygge en handicaporganisation kaldet NAPD-N ( National Association of the Physical Disabled Nepal). Det primære mål med opbygningen er at NAPD-N vil blive en stærk organisation, der kan kæmpe for de handicappedes rettigheder mht. ligestilling, tilgægelighed, hjælpemidler osv.

Vores opgave består i at formidle viden og at monitorere.

Det vi bruger mest tid på er at implimentere den demokratiske proces med dertil hørende ligestilling og kønslighed.

Dernæst bruges der megen tid på den regnskabsmæssige del. Hvordan man bogfører, laver regnskab, holder styr på bilag, brug af computer til regnskab m.m.

1. udsending d. 7. - 20. november 2004

Jeg blev sendt til Kathmandu, Nepal for første gang i november 2004, sammen med Tina Campbell. Vi bruger begge to kørestole og havde derfor hver vores hjælper med, hun havde sin mand Niel Campbell med og jeg min storebror Allan Lauritzen.

Neil, Allan og Tina

Ruten til Kathmandu gik fra København - Bangkok, Thailand- Kathmandu, Nepal. Vi fløj samme rute hjem igen.

Noget af det der chokerede mig mest, da vi endelig var kommet til Kathmandu, var den megen trafik, forureningen, de slidte boliger og deres sanitære forhold.

Vi havde et meget hårdt program med mange, lange møder hver dag. De længste møder var om NAPD-N`s ansøgning til DSI ( De Samvirkende Invalideorganisationer ), hvor vi i fællesskab udflyldte den lange ansøgning. Det største problem ved disse møder var sprogvanskelighederne, ikke så meget indbyrdes, men med forståelse af de spørgsmål der var i ansøgningen. Så vi brugte rigtig megen tid på at forklare og komme til fælles eninghed.

Her sidder vi i møde med NAPD`s bestyrelse, dog ikke om ansøgningen.

Et andet punkt på programmet var at gennemgå alle bilag. Pyha, det var en hård opgave. Det er sådan i Nepal at man ikke er vant til at lave kvitteringer og bilag, men i en organisation der får penge fra DSI/Danida skal alle udgifter kunne dokumenteres. Så lige i dette tilfælde mangleder der desværre nogle kvitteringer. Et andet problem er at den nepalesiske kalender og den vestlige kalender ikke harmonerer. D.v.s. at datoerne og årstal ikke er de samme. I skrivende stund har vi i vesten 2005 men i Nepal har de 2062. Så det gav en hel del forvirring. At gennemgå bilagene tog næsten 3 timer. Imens holdt Tina møde med resten af bestyrelsen om hvordan man kan afholde en generalforsamling.

Heldigvis havde vi også en lille smule fritid, som min storebror og jeg brugte på sight seeing. Se billederne under Nepal billeder.

2. udsending d. 29. april - 9. maj 2005

Denne gang var jeg afsted med Ole Storm, der også bruger kørestol, og hans hjælper Rasmus Meyer. Jeg selv havde Allan med som hjælper.

Allan, Ole og Rasmus i Heathrow Lufthavn

Denne gang var jeg knapt så nervøs for rejsen og for opholdet, for jeg havde jo prøvet det en gang før. Ruten til Kathmandu blev Billund - London, England - Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater - Kathmandu, Nepal. Retur ruten blev den samme dog med en overnatning i Gatwick, England.

Vores program var heldigvis ikke så booket som sidst, så vi havde lidt mere fritid hvor vi kunne lege turister, hvilket vi også gjorde, se billederne under Nepal billeder.

Første punkt på programmet var at deltage i NAPD`s årsmøde. Det var en meget anderledes oplevelse end de årsmøder jeg har deltaget i. Inden mødet gik i gang blev vi placeret på et podie sammen med alle æresgæsterne, hvilket jeg syntes var ret ubehageligt, for vi sad til skue for alle deltagere. Så skulle der tændes lys for kongen og dronningen, og Ole og jeg blev bedt om at ringe med nogle klokker. Efter det ceremonielle kom en masse taler.Jeg skulle også holde en tale, men jeg kunne dog fatte mig i korthed. Inden alle talere havde fået sagt hvad de ville var der gået næsten halvanden time. Efter en pause startede årsmødet for alvor. Bestyrelsen fremlagde regnskaber og statusraport m.m. ligesom man ville gøre her hjemme. Deltagerne var også aktive og havde en masse spørgsmål. Så alt i alt foregik det næsten som i vesten, men det er absolut det længste årsmøde jeg har deltaget i, ca. 10 timer tog mødet.

1. Her sidder vi til skue. 2. Ceremonielle bord med Kongen og Dronningen. 3. Jeg holder tale og Renu Lohani oversætter.

Også denne gang skulle vi gennemgå bilag og kvitteringer og vi havde inviteret NAPD`s revisor med til mødet. Vi havde afsat ca. 2 timer til gennemgangen, men det hele tog kun ca. 15 min. Vi var meget imponerede over den store forbedring, bilagene var sat i orden og bogført under de rigtige poster og der manglede ingen kvitteringer.

Ud over de nævnte møder, holdt vi også møder om "patnerskab", "Den nye ansøgning", "evaluering af Årsmødet" og meget mere.

3. udsending d. 5. oktober - 17. oktober 2006

Denne tur til Nepal startede ret skidt. Det var meningen at vi ville starte et nyt projekt med NAPD, men pga. problemer i Danmark, måtte jeg tage til Nepal for at afslutte partnerskabet mellem Gigtforeningen og NAPD.

Allan og Kent i Bangkoks nye lufthavn Suvarnabhumi

Allan, min storebror og hjæper, og jeg rejste fra København til Bangkok, den nye lufthavn, til Kathmandu. Vi tog samme rute hjem igen.

Jeg havde 3 møder med NAPD, hvor jeg forklarede hvad der var sket i Danmark, NAPD var blevet informeret pr. e-mail, og hvordan NAPD kan komme videre og hvor de kan beskærre budgettet, så det hele kan hænge sammen.

Desuden er jeg blevet involveret i at skrive den nye Landestrategi for Nepal, hvilket bliver spændende at deltage i.

Alt i alt blev turen ret produktiv og NAPD har forstået nogle arbejdsredskaber til at komme videre med det gode arbejde.

Desværre er Gigtforeningens ulandsgruppe blevet nedlagt, men vil du høre mere om vore ture til Nepal, så skriv endelig.