Mødet med det sociale system.

I forbindelse med at jeg fik konstateret leddegigt og min verden faldt fra hinanden, begyndte det kommunale mareridt. Jeg vil forsøge at gøre beretningen kort, men det bliver nok svært.

Kort tid efter diagnosen, fik jeg svært ved at passe mit arbejde som musiklærer. Jeg havde mange hævede led, mange smerte, feber og træthed. Det resulterede i megen fravær og ingen penge. På det tidspunkt troede jeg at vi danskere levede i et samfund der hjælper de svage, så jeg kontaktede kommunen, fik en tid og så startede mareridtet.

I de første tre år havde jeg ca. 12 forskellige socialrådgivere. Ingen af dem kunne starte der hvor den anden slap, så jeg startede forfra igen og igen og ..........
Jeg har haft 4 rådgivere fra det der hedder Hotline-erhverv, der har med revalidering/flexjob at gøre. Kommunikationen mellem Hotline-rådgiverne og socialrådgiverne var lig nul. D.v.s. at jeg blev sat i arbejdsprøvning af Hotline og når jeg så snakkede med socialrådgiveren, så vidste hun ikke jeg var blevet sendt ud.

Jeg vil forsøge ikke at blive personlig, men her kommer der et par eksempler på den behandling jeg fik af mine socialrådgivere:

1) Da jeg ikke kunne få økonomien til at løbe rundt spurgte jeg om hjælp. Jeg har en bil for at kunne komme rundt. Jeg fik at vide: "hvis du ikke kan få det til at løbe rundt, så må du bare sælge bilen. Du ser da ikke så syg ud, så du kan da bare køre knallert eller cykle for den sags skyld." (Jeg græd i flere dage.)

2) Jeg skulle have socialrådgiveren til at tale med banken, da mit banklån skulle sættes i bero. Han sagde: "han nok skulle skrive et brev til banken." Det var 3 uger før det skulle træde i kraft. Jeg ringede til ham dagen før ikrafttrædelsen for at høre om det var ok, svaret lød: "Jeg har skrevet brevet, men det er ikke blevet sendt da det er blevet låst inde i et skab på et andet kontor." (Hvor svært kan det være at skrive et brev eller at ringe til banken.)

Efter mange af sådanne episoder satte jeg mig for at tjekke alt det de lovede mig, så jeg ringede et par gange om ugen for at høre om der var sket noget med min sag. Sådan her lød et af de svar jeg fik: "Du er en klods om benet på mig."

De første 2 år skete der intet i min sag. Jeg har godt nok været i arbejdsprøvning og vi har forsøgt at oprette et flexjob, men p.g.a. leddegigten kunne jeg ikke overkomme ret meget.

For at få lidt gang i sagen satte jeg mig ind i regler og paragrafer, med en god portion hjælp fra Gigtforeningens socialrådgivere og socialrådgiveren på Gigthospitalet i Gråsten. Derved fandt jeg ud af at nogle af de ting der var blevet sagt/gjort var ulovlige. Jeg gjorde opmærksom på det overfor min socialrådgiver, han trak bare på skulderne.

Jeg gik til hans chef, der skete intet. Jeg gik videre til kommunaldirektøren, her skete der lidt men ikke meget. Herfra gik jeg igennem byrådet, der ledte min sag videre til borgmesteren. Så kom der gang i sagen, i hvert fald i et lille stykke tid. Da der ikke skete mere skrev jeg et brev til ombudsmanden, social og sundhedsministeren og Jyskevestkysten. Ombudsmanden ville undersøge sagen, og jeg ved han har henvendt sig til kommunen men resultatet kender jeg ikke. Social og sundhedsministeren kunne/ville ikke gå ind i sagen. Jyskevestkysten ringede. Se avisartiklerne på siden Artikler..

Jeg må sige at avisartiklerne fik sat gang i sagen. Artiklerne var i avisen søndag d. 16. februar 2003. Tirsdag d. 18. februar 2003 fik jeg brev fra kommunen, at nu var sagen afgjort og "du bliver pensioneret pr. 1. marts 2003."

Det her var et sammendrag af 3 års kamp med kommunen. Vil du høre/læse det hele så kontakt mig:

Mit råd til jer der står i samme situation:

Sæt jer ind i love og regler.

Tag en bisidder med til møderne.

Optag møderne, spørg om lov først.

Hold kommunen fast på det de lover.

Mødet med det sociale system del 2.

D. 14. april 2005 fik jeg brev fra kommunen om at min pensionssag skulle genoptages. Det er også helt fint for aftalen gik på at 2 år efter pensionen skulle den genoptages med henblik på justering.

Efter en kort samtale med en ny socialrådgiver og et par dage senere, d. 18. april 2005, fik jeg atter et brev fra kommunen, hvor de havde besluttet at sætte mig på højeste førtidspension. Jeg er meget overrasket over den hurtige behandlingstid, så lidt ros skal de have.