Endnu en kamp med Haderslev kommune.

I sommeren 2009, nærmere bestemt d. 3. juni 2009, indsendte jeg en ansøgning til Haderslev kommune om en bevilling på en ny invalidebil.
Egentlig regnede jeg med, at det var en formalitet, at få den bevilliget, for i 2003 fik jeg bevilliget en invalidebil, og den har jeg nu haft i lidt over 7 år. Men en formalitet var det bestemt ikke.
Ikke før i juni 2010 kom der en afgørelse, og resultatet var bestemt ikke som ventet. Kommunen gav mig et afslag, med den begrundelse, at jeg kunne klare mig med et el-køretøj.
Jeg var lamslået, mildt sagt. Jeg var nok nærmere i chok. Jeg havde 4 uger til at komme med indsigelser, hvilket jeg selvfølgelig benyttede mig af. Jeg forklarede, hvordan kulde og fugt har indvirkning på min gigt, og den store smerteforøgelse det giver, at blive udsat for fugt og kulde. Jeg forklarede, hvorfor et el-køretøj ikke var nogen mulighed.

Efter yderligere venten fik jeg endnu et afslag. Det var ikke kommunen, der informerede mig om afslaget, men et brev fra Det Sociale Nævn, som informerede mig om, at kommunen havde sendt sagen videre til dem. Det Sociale Nævn ville gennemgå sagen og derefter komme med en afgørelse. Deres sagsbehandlingstid var sat til ca. 4 måneder.
Da jeg ikke har den helt store tiltro til kommunen, bl.a. fordi jeg har bedt om aktindsigt og aftalen går på, at de skal informere mig om sagens udvikling, hvilket de kun har gjort, når jeg har rykket dem for det. Derfor tog jeg kontakt til kommunen for at få tilsendt en kopi af det materiale, der var blevet sendt til Det Sociale Nævn. Hende jeg snakkede med, lød ikke som om hun havde styr på ret meget, derfor tog jeg også kontakt til Det Sociale Nævn for at få tilsendt materialet. Da jeg havde fået materialet fra kommunen og Det Sociale Nævn, kunne jeg sammenligne det, og det viste sig, at kommunen ikke havde sendt alt materiale til mig, men heldigvis havde Det Sociale Nævn fået det hele.
En del af materialet består af en journaludskrift, i den sidste indførelse kunne jeg læse

Teksten er fra journalindførelsen fra d. 2. juli 2010

Endnu en gang blev jeg sat i chok. Tilsyneladende aner kommunen intet om leddegigt, de tager ikke højde for speciallægeattesten, og de er total ligeglade med kommunens borgere, i dette tilfælde mig. Det er mit liv de smider væk.

d. 25.november kom der et brev fra Det Sociale Nævn, der fortalte, at de ikke kunne træffe en afgørelse pga. manglende oplysninger vdr. kuldepåvirkning. Og derfor skal Haderslev kommune tage sagen op igen. I realiteten vil det sige, at Haderslev kommune ikke har gjort deres job ordentlig. Der skal dertil siges, at jeg faktisk flere gange har opfordret dem til at hente flere oplysninger bl.a. vdr. kuldepåvirkning.

D. 20. december lå der et brev fra kommunen i min postkasse. Det var en partshøring samt en kopi af en lægeerklæring fra min ”hus”-læge og det sidste journaludskrift fra Gigthospitalet i Gråsten. Lægeerklæringen fortæller bl.a., at kulde er rigtig skidt og journaludskriften fortæller om min nuværende tilstand, hvilket jeg vil komme ind på længere nede på siden.
Jeg har indsigelsesfrist indtil 3. januar 2011, så det er her sagen står nu. I hvert fald den del med kommunen.

Nu tænker du nok: Han har jo fået en bil igennem kommunen en gang, og bilen har han jo endnu. Så selv om sagen tager flere år, så lider han jo ingen nød, da han stadig kan køre i den gamle bil.

Ja, hvis det bare havde været sådan. Men da jeg havde fået det første af slag fra kommunen, så gik der kun et par dage, så lå der et brev fra en anden afdeling i kommunen, i min postkasse. Brevet informerede mig om at Revalideringsklausulen var ophævet og at vægtafgiftsfritagelsen var inddraget, samt at SKAT var blevet informeret om dette.
Jeg kunne på det tidspunkt ikke overskue, hvilke konsekvenser det ville få for mig, og energien til at finde ud af det, var der heller ikke. Men da jeg fik brev fra SKAT, der bare fortalte det samme som kommunens brev, så måtte jeg hellere lige kontakte SKAT.
Jeg ringede til SKAT og fik fat på en dame, der kunne fortælle mig at jeg nu skulle til at betale vægtafgift på 2750 kr. halvårlig, og at jeg sandsynligvis skulle betale noget for at beholde bilen. Hun kunne ikke oplyse mig om, hvor meget det ville blive, men henviste mig til en hjemmeside, hvor jeg selv kunne prøve at regne det ud.
Jeg fandt hjemmesiden, tastede en masse oplysninger ind og fik så et beløb. Jeg prøvede flere gange at taste oplysningerne ind, der var flere forskellige måder, man kunne gøre det på, og endnu en gang kom der et beløb frem. Jeg håber bestemt ikke, at de tal, jeg kom frem til, står til troende, for så er bilen væk. Uanset hvordan jeg tastede oplysningerne ind, så kom der et beløb frem, der lå mellem 50.000 og 100.000 kr.
I brevet fra SKAT stod der også, at jeg skulle indsende mit registreringsbevis inden 4 uger. Jeg indsendte det d. 13. september, og lige siden har jeg levet i uvished, om jeg har en bil eller ej. Det er ikke helt rigtigt, jeg har faktisk hørt fra SKAT. Jeg har fået et nyt registreringsbevis og et girokort på 810 kr. som er betaling for vægtafgift i et år. De skriver så at sagen er sendt videre til SKAT i Odense, der skal tage stilling til, hvor meget jeg skal betale for at beholde min nuværende bil. Jeg er helt sikker på det er en fejl med de 810 kr. men jeg har ikke overskuddet eller lysten til at åbne en ny front.
Men som skrevet, så venter jeg stadig på dommen fra SKAT.

Alt det her påvirker mig fysisk og psykisk. For at starte med det sidste, så har jeg udviklet en depression, som jeg er kommet i psykologiskbehandling for. Min gigt er tilsyneladende blevet mere aktiv, jeg har fået flere hævede led, flere ømme led og flere smerter. Hvilket igen har negativ indflydelse på min psyke. Mit energiniveau er lig nul, jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst. Ydermere så har jeg også tabt mig omkring 10 kg på 2 måneder (siden jeg indsendte registreringsbeviset til SKAT).

Jeg har en følelse af, at kommunen vil trække sagen så langt som muligt i håb om, at modparten giver op.
Kan det virkelig være rigtigt, at der i velfærdsstaten Danmark ikke er råd til at hjælpe en borger, der hidtil har klaret sig nogenlunde med en smule hjælp fra kommunen, men som nu kan se frem til at blive sat i husarrest på ubestemt tid for en forbrydelse kommunen begår?

(Se de sidste nye artikler på siden artikler)

Mødet med det sociale system. (2000-2003)

I forbindelse med at jeg fik konstateret leddegigt og min verden faldt fra hinanden, begyndte det kommunale mareridt. Jeg vil forsøge at gøre beretningen kort, men det bliver nok svært.

Kort tid efter diagnosen, fik jeg svært ved at passe mit arbejde som musiklærer. Jeg havde mange hævede led, mange smerte, feber og træthed. Det resulterede i megen fravær og ingen penge. På det tidspunkt troede jeg at vi danskere levede i et samfund der hjælper de svage, så jeg kontaktede kommunen, fik en tid og så startede mareridtet.

I de første tre år havde jeg ca. 12 forskellige socialrådgivere. Ingen af dem kunne starte der hvor den anden slap, så jeg startede forfra igen og igen og ..........
Jeg har haft 4 rådgivere fra det der hedder Hotline-erhverv, der har med revalidering/flexjob at gøre. Kommunikationen mellem Hotline-rådgiverne og socialrådgiverne var lig nul. D.v.s. at jeg blev sat i arbejdsprøvning af Hotline og når jeg så snakkede med socialrådgiveren, så vidste hun ikke jeg var blevet sendt ud.

Jeg vil forsøge ikke at blive personlig, men her kommer der et par eksempler på den behandling jeg fik af mine socialrådgivere:

1) Da jeg ikke kunne få økonomien til at løbe rundt spurgte jeg om hjælp. Jeg har en bil for at kunne komme rundt. Jeg fik at vide: "hvis du ikke kan få det til at løbe rundt, så må du bare sælge bilen. Du ser da ikke så syg ud, så du kan da bare køre knallert eller cykle for den sags skyld." (Jeg græd i flere dage.)

2) Jeg skulle have socialrådgiveren til at tale med banken, da mit banklån skulle sættes i bero. Han sagde: "han nok skulle skrive et brev til banken." Det var 3 uger før det skulle træde i kraft. Jeg ringede til ham dagen før ikrafttrædelsen for at høre om det var ok, svaret lød: "Jeg har skrevet brevet, men det er ikke blevet sendt da det er blevet låst inde i et skab på et andet kontor." (Hvor svært kan det være at skrive et brev eller at ringe til banken.)

Efter mange af sådanne episoder satte jeg mig for at tjekke alt det de lovede mig, så jeg ringede et par gange om ugen for at høre om der var sket noget med min sag. Sådan her lød et af de svar jeg fik: "Du er en klods om benet på mig."

De første 2 år skete der intet i min sag. Jeg har godt nok været i arbejdsprøvning og vi har forsøgt at oprette et flexjob, men p.g.a. leddegigten kunne jeg ikke overkomme ret meget.

For at få lidt gang i sagen satte jeg mig ind i regler og paragrafer, med en god portion hjælp fra Gigtforeningens socialrådgivere og socialrådgiveren på Gigthospitalet i Gråsten. Derved fandt jeg ud af at nogle af de ting der var blevet sagt/gjort var ulovlige. Jeg gjorde opmærksom på det overfor min socialrådgiver, han trak bare på skulderne.

Jeg gik til hans chef, der skete intet. Jeg gik videre til kommunaldirektøren, her skete der lidt men ikke meget. Herfra gik jeg igennem byrådet, der ledte min sag videre til borgmesteren. Så kom der gang i sagen, i hvert fald i et lille stykke tid. Da der ikke skete mere skrev jeg et brev til ombudsmanden, social og sundhedsministeren og Jyskevestkysten. Ombudsmanden ville undersøge sagen, og jeg ved han har henvendt sig til kommunen men resultatet kender jeg ikke. Social og sundhedsministeren kunne/ville ikke gå ind i sagen. Jyskevestkysten ringede. Se avisartiklerne på siden Artikler..

Jeg må sige at avisartiklerne fik sat gang i sagen. Artiklerne var i avisen søndag d. 16. februar 2003. Tirsdag d. 18. februar 2003 fik jeg brev fra kommunen, at nu var sagen afgjort og "du bliver pensioneret pr. 1. marts 2003."

Det her var et sammendrag af 3 års kamp med kommunen. Vil du høre/læse det hele så kontakt mig:

Mit råd til jer der står i samme situation:

Sæt jer ind i love og regler.

Tag en bisidder med til møderne.

Optag møderne, spørg om lov først.

Hold kommunen fast på det de lover.

Mødet med det sociale system del 2. (2005)

D. 14. april 2005 fik jeg brev fra kommunen om at min pensionssag skulle genoptages. Det er også helt fint for aftalen gik på at 2 år efter pensionen skulle den genoptages med henblik på justering.

Efter en kort samtale med en ny socialrådgiver og et par dage senere, d. 18. april 2005, fik jeg atter et brev fra kommunen, hvor de havde besluttet at sætte mig på højeste førtidspension. Jeg er meget overrasket over den hurtige behandlingstid, så lidt ros skal de have.